Vores korpsmærke
De Gule Spejdere anvender emaljekorpsmærker. De er alle unikke og nummererede. De er korpsets ejendom og udlånes til spejderen. Korpsmærker må ikke vidersælges eller byttes. Hvis man er i besidelse af et korpsmærke skal man betale kontigent.
De enkelte dele i vores korpsmærke symboliserer noget forskelligt.
Den hvide lilje:
Denne har i årtusinder været et riddersymbol, samtidig med, at den var de allerførste spejderes symbol. Liljen har ofte været anvendt som spids på nordpilen i et kompas. Kompasnålen: Vores lilje har endvidere en kompasnål, som skal minde os om at holde den rette kurs.
Trekløveret:
Dette var fra starten pigespejdernes symbol. Både den og liljens tredeling symboliserer hjælpsomhed, kærlighed og ansvarlighed.
Stjernen:
Denne symboliserer det mål vi skal nå - per ardua ad astra = gennem vanskeligheder til stjernerne.
Fanen:
Fanen symboliserer spejdersmilet. For smilet er både spejdernes kendetegn og styrke. Intet kan afvæbne en modstand som et glad smil.
Vær Beredt:
Spejdernes motto gennem alle årene.
Spidsen under fanen:
Denne skal til stadighed prikke til os, og minde os om at vi skal holde fast ved vores idealer.